SPOR
Bente Skjøttgaards 10 tons tunge rødlersrelief nord for Bække
Fortællingen om Bente Skjøttgaards SPOR er skrevet til museets blad
"Kunst omkring Trolden" nr. 2 2011
Indvielse finder
sted ved relieffet lørdag den 9. april kl. 15, hvor borgmester
Egon Fræhr holder tale og
kunstneren vil være til stede. Som afsæt for det mægtige projekt har
Bente Skjøttgaard taget oplysningerne om, at der i 1600-tallet årligt
blev drevet 100.000 okser ad Hærvejen til kvægmarkeder i Tyskland og
Holland.Kvæget var datidens helt store eksportvare. Før kølevognen blev
opfundet, måtte dyrene selv vandre til slagteriet. De blev drevet ad
Hærvejen på Jyllands højderyg. Her var tørrest - færrest vandløb og
vådområder at forcere.
Tankerne om kvægets vandring er resulteret i et mægtigt relief, der
ligger nedfældet lige op til et stykke fredet Hærvej ved rastepladsen
ca. 5 km nord for Bække ad hovedvej 417, Ribe-Vejle Landevej (se kort
over stedet på:
www.skjoettgaard.dk). Det blev til ved, at Bente Skjøttgard i februar 2010, takket være kvægavler Stig Benzon, fik drevet
en flok fredet oprindelig jysk landkvæg hen over en 10 tons stor
lerflade. Dyrene kom dermed til at sætte deres tydelige
klovspor i den levende historie om Hærvejen – der også kaldes Oksevejen.
Projektet blev til virkelighed gennem et godt samspil med Gråsten
Landbrugsskole, der stillede deres store lade til rådighed, og hvor
eleverne og personale hjalp undervejs.
Lerfelterne blev fragtet til Petersen Tegl ved Broager. Firmaet har en
lang tradition for at samarbejde med kunstnere, og har til dette projekt
stillet materialer og arbejdskraft til rådighed for Bente Skjøttgaard.
Efter brænding står relieffet som en lav rød ruin. Det ligger nu, så man
kan gå ind over og opleve klovsporene. Den omkring 30 m2 store, flade
består af 187 felter på ca. 50x55x15 cm.
Efter aftale med den private jordejer,
Jakob Askjær, er relieffet SPOR nedfældet på hans jord i et skelområde
lige op til det fredede stykke Hærvej, få hundrede meters gang nordvest
for rastepladsen. Stedet appellerede straks til kunstneren, fordi
Hærvejens vandrerute her går hen over et areal, hvor man fure ved fure i
nord-sydgående retning ser, at Hærvejen har været et bredt udvalg af
spor, der over århundreder blev trukket, hvor det lod sig gøre. Var det
ene spor kørt op,
trak man et nyt ved siden af. Mod nord snor ruten sig som en beskeden
trampesti videre forbi relieffet. Det vil med de mange afvekslende
klovspor på bedste vis underbygge genius loci, stedets ånd, på
kvægdrivervandreruten.
På Vejen Kunstmuseum er Bente Skjøttgaard allerede repræsenteret i
samlingen med et par værker, hvoraf det ene er en amorf kande, der i sin
uortodokse form minder om ånden i Hansen Jacobsens keramiske arbejde.
Relieffet SPOR præsenteres i perioden 9. april til 18. september 2011
med en film og forskellig dokumentation på Vejen Kunstmuseum. Alle er
velkomne – der er gratis adgang.
SPOR indvies med et specialarrangement, der finder sted ude ved
relieffet lørdag den 9. april kl.15, hvorefter borgmester Egon Fræhr
holder tale. Arrangementet fortsætter i det nærved liggende Kragelund
Forsamlingshus, hvor instruktør Rikke Rørbech fremviser sin
dokumentarfilm om værkets tilblivelse. Dertil fortæller Bente
Skjøttgaard og hendes samarbejdspartnere om det store reliefs
tilblivelse. Alle er meget velkomne til at tage del – det er gratis at
være med.
Fokuspræsentation på Vejen Kunstmuseum
I perioden fra den 9. april til og med søndag den 13. november
2011 kan man på Vejen Kunstmuseum se en præsentation af nogle af
Bente Skjøttgaards skitser og arbejdsmaterialer, prøvefelter til
relieffet og dertil se Rikke Rørbechs film om projektet.
Der er i et oplag på 10.000 fremstillet et postkort, der
præsenterer dette døgntilgængelige kunstværk, der ligger på et
sted langt fra, hvor man ville vente at møde kunsten!
Kunst langs Hærvejen
SPOR er blevet til som en del af Statens Kunstfonds
projekt Kunst langs Hærvejen. Det tog tilbage i 2008-09 afsæt i at tolv
kunstnere på tværs af Fondens arbejdsområder (foto, maleri, skulptur,
arkitektur, teater, kunsthåndværk og design) blev bedt om at skabe hvert
sit værk som et bidrag til
at markere Hærvejen. Kunstnerne er i alfabetisk rækkefølge: Marin Erik
Andersen, Sys Hindsbo, Per Bak Jensen, Ole Jensen, Sophia Kalkau, Per
Kirkeby, Tage Lyneborg, Ursula Munch-Petersen, Bente Skjøttgaard, Pia
Tafdrup, Bent Sørensen og Katrine Wiedemann. Seks af disse har på
forskellig vis gæstet Vejen Kunstmuseum: Pia Tafdrup holdt oplæsnings-
og fortælleaften på museet den 8.9.2010, mens Per Kirkeby, Bente
Skjøttgaard, Sophia Kalkau og
Ursula Munch-Petersen har været og er til stede hen over efteråret 2010
til sommeren 2011 med små udstillinger, der perspektiverer deres bidrag
til det store projekt. I museets kiosk kan man møde Ole Jensens bidrag
til projektet, et specialfremstillet regnslag, der er produceret i
begrænset oplag i samarbejde med H20.
Projektet Kunst langs Hærvejen har også beriget Bække by med Ursula
Munch-Petersens
keramiske Hærvejsrelief, der er opsat på gavlen af konfirmandhuset, og i
skovbunden i Skibelund
Krat nedfældes hen på foråret Sophia Kalkaus værk Lenticula.
Læs mere om projekterne her
|